Brændenældepesto smager forrygende godt, og så er det da genialt at kunne bruge bladgrønt fra naturen i stedet for at købe basilikum, persille eller rucola i supermarkedet.
Ud over at være økonomisk favorabel (gratis!) er brændenælder også en særdeles god kilde til flere næringsstoffer, herunder vitamin A og K samt jern og calcium. Så pluk endelig løs.
Denne udgave af brændenældepesto er lavet med græskarkerner, hvidløg, og citron samt gærflager der tilfører en lækker “oste”-smag. Spiser du ost kan parmesan højst sandsynligt bruges i stedet.
Nyd pestoen på ristet brød, i sandwich, pasta eller salater – ja hvor end du normalt vil bruge pesto.
Velbekomme 🙂
Sådan får du den bedste brændenældepesto
Lad brændenælderne lægge i kogende vand før brug.
Skønt det kan være fristende at springe dette trin over og bare bruge bladende friske, er det den ekstra umage værd. Det forbedre både pestoens smag og konsistens. Laves pestoen med friske brændenælder vil smagen være ret krads og konsistensen mere vandet.
Opskrift på brændenældepesto
- 50 g græskarkerner
- 60 g friske brændenælder
- 1 dl olivenolie
- 1 fed hvidløg
- 4 tsk gærflager*
- 4 tsk citronsaft
- ½ tsk salt + 4 knivspids
- Skyl brændenælderne godt i vand og kom dem i en skål. Tilsæt kogende vand og lad dem trække et par minutter (det fjerner deres evne til at brænde). Si vandet fra og hæld koldt vand over dem. Pres så bladende godt sammen med dine hænder, så du fjerner så meget vand som muligt.
- Blend græskarkernerne til et groft mel med en stavblender.
- Tilsæt brændenælderne samt de øvrige ingredienser og blend det hele godt sammen. Tilsæt evt mere olivenolie efter behov. Smag til med salt.
- Pestoen kan holde sig flere dage på køl.