Hybenliv

Inspiration til en sund plantebaseret kost og livsstil

  • Opskrifter
  • Hyben kogebog
  • Foredrag/Events
  • Om
  • Vegansk madlavning

Grahamsboller med brændenælde

May 3, 2021 by hybenliv Leave a Comment

 

grovboller med brændenælde

Er der noget bedre end lune hjemmebagte grovboller med plante smør, ost eller marmelade? Hvis du også er vild med hjemmebag kan jeg varmt anbefale disse lækre grahamsboller til søndagsbordet eller andre gode dage. De er tilsat friske brændenælder hvilket giver dem et ekstra skud af næringsstoffer og så er de rige på kostfibre som din mave vil elske.

Jeg foretrækker at lade dejen langtidshæve, ca. 10-12 timer da det i min optik giver grahamsbollerne en bedre smag. Oftest laver jeg dejen om aftenen og lader den hæve natten over. Du kan dog også vælge at springe langtidshævningen over, i så fald skal du bare tilføje mere gær (se specifik mængde i opskriften).

Brændenælder – gratis mineraltilskud til dine grovboller

braendenaelder i maden

Det kan godt betale sig at tilsætte brændenælder til dine grovboller og andet mad, de er nemlig sprængfyldt med næring. De grønne takkede blade er bl.a. en god kilde til flere vitaminer og mineraler herunder calcium (ca. 323mg/100g), jern (ca. 2,5mg/100g), magnesium (104mg/100g) og A-vitamin (728ug RE/100g) ligesom de også indeholder også en god mængde protein (ca. 4.6g/100g) ift andre bladgrøntsager (1). Som ekstra bonus er de helt igennem bæredygtige og klimaneutrale – og, ganske gratis.

Er du heldig at have dem i din have eller dit nærområde, så pluk endelig løs og brug dem i din madlavning engang imellem, det er både godt for din krop og for naturen. Ud over at komme dem i grahamsboller kan brændenælder tilføjes mange andre opskrifter, fx. steges på panden med grøntsager, bruges i pandekagedej eller tørres og bruges som te. Kun din fantasi sætter grænser.

Sådan håndterer du brændenælder uden at brænde dig

For at undgå at brænde dig kan du bruge et par handsker når du plukker. Du kan også klippe bladene af med en saks og holde en skål under inden at du klipper, så falder bladene ned i skålen uden at du behøver at røre ved dem. Når du har plukket det du skal bruge, skyller du bladene ved at komme dem i en skål med vand, røre rundt med en gaffel (så du undgår at røre ved dem) og hælde vandet ud. Jeg plejer at gøre dette et par gange for at fjerne al snavs og jord. Herefter blancherer du dem et minut eller to, eller lade dem ligge i en skål med kogende vand et par minutter, det fjerner deres evne til at brænde.

 

Opskrift på grahamsboller med brændenælde

Ønsker du at springe langtidshævningen over, så følg anvisningerne i parantes i opskriften.

Grahamsboller med brændenælde
 
Print
Lækre grahamsboller med brændenælder, fiberrige grovboller du kan nyde til morgen, middag eller aften. Opskriften giver ca. 10-12 mellemstore boller.
Forfatter: Ditte Christina
Køkken: Brød og bagning
Ingredienser
  • 10g gær (eller 20g ved almindelig hævning)
  • 1 tsk ahornsirup eller almindelig rørsukker
  • 4 dl lunken vand
  • 200 g grahamsmel
  • ½ dl olie (30-40g)
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk kardemomme
  • 400-500 g hvedemel
  • En lille skål friske brændenælder (ca. 25-30g)
Fremgangsmåde
  1. Kom gæren i en stor skål, tilsæt ahornsirup og lad gæren opløse sig i siruppen. Burger du sukker så mas gær og sukker blidt sammen med en ske, så vil gæren begynde at smelte. Bland herefter vandet i og rør rundt.
  2. Tilsæt grahamsmel, olie, kardemomme og salt og bland det godt sammen. Bland ca. 100-200 g hvedemel i lidt af gangen indtil du har en tyk grød.
  3. Rør godt rundt i dejen i 5-10 minutter. Dette er ikke et must men det giver en mere luftig bolle. (For kort hævetid: spring dette over).
  4. Dæk skålen med et let fugtet viskestykke og lad dejen hæve 10-12 timer. Du kan fx lave den om aftenen og lade den hæve natten over. (For kort hævetid, så spring dette trin over.)
  5. Skyl brændenælderne i en skål med vand et par gange indtil de er rene for evt. jord. Dæk dem med kogende vand og lad dem ligge i det et par minutter. Si vandet væk, lad dem køle lidt af og hak dem groft. Bland dem derefter i dejen.
  6. Tilsæt resten af melet lidt af gangen indtil du har en smidig dej der ikke længere klistrer til dine hænder. (For hurtig hævning: ælt dejen godt i ca. 5-10 minutter. Dæk herefter skålen med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve ca. 40 minutter et lunt sted).
  7. Form 10-12 boller og placer dem på en bradepande beklædt med bagepapir. Dæk dem med et viskestykke og lad dem hæve et lunt sted i 30 minutter. Pensl dem herefter med lun kaffe og strø dem evt med græskarkerner eller andre kerner, samt lidt salt.
  8. Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 20-30 minutter.
3.5.3251

 

Kilder:

1. Shontes T.T. Sensory and nutritional properties of stinging nettle (Urtica dioica L.) leaves and leaf infusions. 2017.

 

 

Filed Under: Forsiden "opskrifter", Morgen, opskrift, Uncategorized Tagged With: brændenælde, grahamsboller, grovboller

Velkommen til hybenliv – mit grønne veganske madunivers! Her deler jeg plantebaserede opskrifter i sunde velsmagende udgaver samt indlæg og guides med fokus på en plantebaseret, økologisk kost og livsstil, vild mad og hyben.

God fornøjelse <3

Hyben kogebog - vegansk kogebog

HYBEN KOGEBOG

Nyd smagen af vitaminbomben hyben til morgen, middag, aften og når den søde tand kalder på desserter. I denne kogebog finder du lækre plantebaserede hyben opskrifter til alle dagens måltider samt ny viden om frugtens exceptionelt høje indhold af sundhedsfremmende stoffer. Alle opskrifter er veganske, uden hvidt sukker og de fleste glutenfrie. Læs mere her.

Få en gratis opskrift fra min nye bog!

Kunne du tænke dig en gratis opskrift fra min nye hybenbog? Så skriv din mailadresse i feltet nedenfor og du vil få adgang til opskriften på lækker hyben-is, samt fremtidige nyheder om hyben og andre tips til et sundt liv.

Subscribe

* indicates required
Email Format

Categories

Copyright © 2025 · Foodie Pro Theme by Shay Bocks · Built on the Genesis Framework · Powered by WordPress