Hybenliv

Inspiration til en sund plantebaseret kost og livsstil

  • Opskrifter
  • Hyben kogebog
  • Kostvejledning
  • Foredrag/Events
  • Om

Hjemmelavet granola med chokolade (uden raffineret sukker)

July 27, 2021 by hybenliv Leave a Comment

Hjemmelavet-granola-sukkefri

En sød og sprød hjemmelavet granola med lækre stykker af chokolade. Den er baseret på havregryn, kokos og mandler og i stedet for sirup eller sukker, er den naturligt sødet med dadler. Nyd den med kold plantemælk eller oven på yoghurt og du er garanteret en god start på dagen.

                                                                                                                                         Hvad er granola?

Granola er ristet mysli, ofte tilsat en form for sirup og olie hvilket giver den en lækker sprødhed som almindelig mysli ikke har. Jeg plejer at kalde granola for luksus udgaven af traditionel mysli da den i min optik bare smager bedre.

Du kan efterhånden finde granola i de fleste supermarkeder men her er det med at være opmærksom på sukkerindholdet der hurtigt kan ryge i vejret. Fordelen ved hjemmelavet granola, er at du selv kan styre hvor meget sukker og olie, samt hvilken slags, der kommer i.

I denne granola opskrift er der som sagt ikke tilsat raffineret sukker, kun sødme fra dadler, så på den måde er dens sukker indhold ikke væsentlig højere end hvis du spiser en mysli med tørret frugt. Samtidig tilføre dadlerne også lidt ekstra næringsstoffer.

Tip: Hvid du spiser denne granola med plantedrik eller almindelig mælk, så undlad at dække hele granolaen med væske, og spis den gerne med det samme, så holder den sig sprødest. Dækkes den helt af mælk bliver den hurtigt blød.

 

Opskrift på hjemmelavet granola med chokolade og vanilje

Opskriften giver lidt ekstra daddel puré som du kan bruge som sødme i kager, smoothies eller grød.

 

Hjemmelavet granola med chokolade
 
Print
En sød og sprød hjemmelavet granola sødet med dadler og tilsat lækre stykker af chokolade.
Forfatter: Ditte Christina
Opskriftstype: Morgenmad
Ingredienser
  • 90 g dadler
  • 1 dl kogende vand
  • 60 g mandler
  • 100 g havregryn
  • 100 g kokos mel*
  • 60 g kokosolie
  • ½ tsk vanilje pulver** eller kornene fra en vanilje stang
  • et lille drys salt
  • 60 g mørk chokolade, 70%
Fremgangsmåde
  1. Kom dadlerne i en skål og hæld kogende vand over dem. Lad det trække i ca. 5 minutter.
  2. Hak imens mandlerne groft og kom dem i en stor skål. Tilsæt havregryn, kokos og vanilje pulver, og bland det hele godt sammen. Smelt kokosolien i en gryde og bland den godt med de øvrige ingredienser.
  3. Blend dadler og vand godt sammen med en håndblender eller almindelig blender indtil det bliver til en blød dadel puré.
  4. Kom 100 gram af daddel puréen i skålen med de andre ingredienser og bland det godt sammen.
  5. Spred massen ud på en bradepande beklædt med bagepapir og bag granolaen i en forvarmet ovn ved 100 grader i ca. 50 minutter indtil den er let sprød. Lad den herefter køle af.
  6. Hak chokoladen groft og bland den med den afkølede granola.
  7. Opbevar granolaen i en lukket beholder ved stuetemperatur. Kan holde sig flere måneder.
Noter
* Kokosmelet skal være almindelig kokosmel, som bl.a. bruges til drømmekage, ikke kokos fibermel.
** kan udskiftes med 1 tsk vaniljesukker
3.5.3251

 

PS. Hvis du er vild med granola vil du sikkert også elske min opskrift på hjemmelavet granola med peanut butter.

 

Filed Under: forside, Forsiden "opskrifter", Morgen, Nyhed, opskrift, Uncategorized

Grahamsboller med brændenælde

May 3, 2021 by hybenliv Leave a Comment

 

grovboller med brændenælde

Er der noget bedre end lune hjemmebagte grovboller med plante smør, ost eller marmelade? Hvis du også er vild med hjemmebag kan jeg varmt anbefale disse lækre grahamsboller til søndagsbordet eller andre gode dage. De er tilsat friske brændenælder hvilket giver dem et ekstra skud af næringsstoffer og så er de rige på kostfibre som din mave vil elske.

Jeg foretrækker at lade dejen langtidshæve, ca. 10-12 timer da det i min optik giver grahamsbollerne en bedre smag. Oftest laver jeg dejen om aftenen og lader den hæve natten over. Du kan dog også vælge at springe langtidshævningen over, i så fald skal du bare tilføje mere gær (se specifik mængde i opskriften).

Brændenælder – gratis mineraltilskud til dine grovboller

braendenaelder i maden

Det kan godt betale sig at tilsætte brændenælder til dine grovboller og andet mad, de er nemlig sprængfyldt med næring. De grønne takkede blade er bl.a. en god kilde til flere vitaminer og mineraler herunder calcium (ca. 323mg/100g), jern (ca. 2,5mg/100g), magnesium (104mg/100g) og A-vitamin (728ug RE/100g) ligesom de også indeholder også en god mængde protein (ca. 4.6g/100g) ift andre bladgrøntsager (1). Som ekstra bonus er de helt igennem bæredygtige og klimaneutrale – og, ganske gratis.

Er du heldig at have dem i din have eller dit nærområde, så pluk endelig løs og brug dem i din madlavning engang imellem, det er både godt for din krop og for naturen. Ud over at komme dem i grahamsboller kan brændenælder tilføjes mange andre opskrifter, fx. steges på panden med grøntsager, bruges i pandekagedej eller tørres og bruges som te. Kun din fantasi sætter grænser.

Sådan håndterer du brændenælder uden at brænde dig

For at undgå at brænde dig kan du bruge et par handsker når du plukker. Du kan også klippe bladene af med en saks og holde en skål under inden at du klipper, så falder bladene ned i skålen uden at du behøver at røre ved dem. Når du har plukket det du skal bruge, skyller du bladene ved at komme dem i en skål med vand, røre rundt med en gaffel (så du undgår at røre ved dem) og hælde vandet ud. Jeg plejer at gøre dette et par gange for at fjerne al snavs og jord. Herefter blancherer du dem et minut eller to, eller lade dem ligge i en skål med kogende vand et par minutter, det fjerner deres evne til at brænde.

 

Opskrift på grahamsboller med brændenælde

Ønsker du at springe langtidshævningen over, så følg anvisningerne i parantes i opskriften.

Grahamsboller med brændenælde
 
Print
Lækre grahamsboller med brændenælder, fiberrige grovboller du kan nyde til morgen, middag eller aften. Opskriften giver ca. 10-12 mellemstore boller.
Forfatter: Ditte Christina
Køkken: Brød og bagning
Ingredienser
  • 10g gær (eller 20g ved almindelig hævning)
  • 1 tsk ahornsirup eller almindelig rørsukker
  • 4 dl lunken vand
  • 200 g grahamsmel
  • ½ dl olie (30-40g)
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk kardemomme
  • 400-500 g hvedemel
  • En lille skål friske brændenælder (ca. 25-30g)
Fremgangsmåde
  1. Kom gæren i en stor skål, tilsæt ahornsirup og lad gæren opløse sig i siruppen. Burger du sukker så mas gær og sukker blidt sammen med en ske, så vil gæren begynde at smelte. Bland herefter vandet i og rør rundt.
  2. Tilsæt grahamsmel, olie, kardemomme og salt og bland det godt sammen. Bland ca. 100-200 g hvedemel i lidt af gangen indtil du har en tyk grød.
  3. Rør godt rundt i dejen i 5-10 minutter. Dette er ikke et must men det giver en mere luftig bolle. (For kort hævetid: spring dette over).
  4. Dæk skålen med et let fugtet viskestykke og lad dejen hæve 10-12 timer. Du kan fx lave den om aftenen og lade den hæve natten over. (For kort hævetid, så spring dette trin over.)
  5. Skyl brændenælderne i en skål med vand et par gange indtil de er rene for evt. jord. Dæk dem med kogende vand og lad dem ligge i det et par minutter. Si vandet væk, lad dem køle lidt af og hak dem groft. Bland dem derefter i dejen.
  6. Tilsæt resten af melet lidt af gangen indtil du har en smidig dej der ikke længere klistrer til dine hænder. (For hurtig hævning: ælt dejen godt i ca. 5-10 minutter. Dæk herefter skålen med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve ca. 40 minutter et lunt sted).
  7. Form 10-12 boller og placer dem på en bradepande beklædt med bagepapir. Dæk dem med et viskestykke og lad dem hæve et lunt sted i 30 minutter. Pensl dem herefter med lun kaffe og strø dem evt med græskarkerner eller andre kerner, samt lidt salt.
  8. Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 20-30 minutter.
3.5.3251

 

Kilder:

1. Shontes T.T. Sensory and nutritional properties of stinging nettle (Urtica dioica L.) leaves and leaf infusions. 2017.

 

 

Filed Under: Forsiden "opskrifter", Morgen, opskrift, Uncategorized Tagged With: brændenælde, grahamsboller, grovboller

Hjemmelavet sund vegansk mayo (lav på olie)

February 1, 2021 by hybenliv Leave a Comment

Vegansk mayo lavet på cashewnødder (Cashew mayo)

En cremet, fyldig og yderst lækker vegansk mayo lavet med cashewnødder – en perfekt dip til kartofler og andet godt. Ud over at smage skønt, er dens indhold af olie betydelig mindre end de fleste andre plantebaserede mayonnaiser som du finder i supermarkederne.

Jeg er selv ret vild med mayonnaise, men til gengæld er jeg ikke så begejstret for det høje indhold af olie der følger med mange af de veganske mayonnaiser man finder i butikkerne, samt en del opskrifter på nettet. Derfor har jeg lavet denne alternative udgave, der både smager godt, og som har et lavt olieindhold. Så gør det nemlig ikke så meget at jeg frådser lidt med mayo til mine kartofler 😀

Vegansk mayo baseret på cashewsmør

Nu er jeg ikke den første der har lavet en cashew mayo men min udgave er alligevel lidt anderledes idet den er baseret på cashewsmør, og ikke iblødsatte cashewnødder som de fleste andre cashew mayoer er lavet med. Ved at bruge cashewsmør istedet for hele cashew nødder, får mayoen en mere cremet og glat konsistens som er virkelig lækker.

For at teste smagsforskellen afprøvede jeg for et stykke tid siden en tilfældig opskrift på cashew mayo lavet med hele cashewnødder og serverede denne til aftensmaden sammen med min egen version. Smagsmæssigt var de begge lækre, dog vandt den med cashewsmør ift. konsistensen.

Hjemmealvet cashew butter (cashew smør)

Cashewsmør kan du enten lave selv (den billige udgave) eller købe. Det er nemt at lave din egen, du skal blot blende rå cashewnødder til de bliver til nøddesmør i en blender, food processor eller minihakker. Du kan se min engelske guide til hvordan man gør her. Jeg laver med jævne mellemrum en stor portion cashewsmør. En gang imellem vælger jeg dog også den hurtige (og lidt dyre) løsning: at købe den.

I dagens Danmark kan du finde cashewsmør en del steder efterhånden, herunder i Irma, visse Brugser og Kvickly samt i de fleste helsekostforretninger. Vælger du købeudgaven anbefaler jeg en der er lys i farven og helst ristet så lidt som muligt, fx. mærket Rapunzel eller Urtekram. Hvis nødderne har været godt ristet bliver de mere brune i farven og skønt smagen er fin alene, synes jeg ikke den passer så godt til vegansk mayo.

Sådan bruger du cashew mayo

Du kan bruge denne cashew mayo som du ville bruge almindelig (ikke vegansk) og vegansk mayonnaise: som dyppelse til ovnkartofler og diverse andre snacks, topping på brød, smørelse i sandwich, ligesom du kan tilsætte forskellige krydderier, lidt yoghurt og lave din egen dressing eller dip (opskrift på dette kommer snart).

Den kan også bruges i andre retter hvor mayonnaise normalt tilsættes, bare vær opmærksom på at den er en my tungere og mindre luftig end traditionelle veganske og ikke veganske mayonnaise hvor olie udgør en af hovedingredienserne.

 

Opskrift på vegansk cashew mayo

Nedenfor kan du læse et par uddybende noter om 3 af ingredienserne i den veganske mayo (markeret med fed).

Kala Namak er sort salt med et højt svovlindhold der tilfører en smag af æg som traditionel mayonnaise også har. Pas på med den sorte salt, der skal ikke særlig meget i før at æggesmagen træder frem, så kom kun lidt i af gangen og smag før du kommer mere i. Kala Namak kan købes i flere helsekostforretninger. I Odense kan den købes i Naturkost.

Du kan dog sagtens lave den veganske mayo uden det sorte salt hvis du ikke lige har det i dit køkken.

Ift. brugen af Ahornsirup har jeg oplevet et par gange at cashewnødderne har været så søde i sig selv at jeg har kunne undlade sirup. Smag dig frem når alle ingredienserne er i og hvis du synes at cashew mayoen godt kan klare lidt sødme så tilsæt ahornsirup. Det kan godt gøre en del ved smagen at tilsætte et par dråber hvis den ikke er så sød i sig selv.

Bruger du en sød plantemælk som havremælk, så undlad sirup.

Skønt jeg personligt synes at cashew mayoen smager bedst hvis den får et par tsk olivenolie, kan det undlades hvis du ønsker en vegansk mayo uden olie. Jeg lavede for kort tid siden en smagstest, og selvom den med olie var min favorit, var forskellen ikke markant stor.

 

Opskriften nedenfor er opdateret d. 4/7-21

Cashew mayo - cremet vegansk mayo (lav på olie)
 
Print
Lækker cremet vegansk mayo lavet med cashewnødder og klassiske mayonnaise ingredienser
Forfatter: Ditte Christina
Køkken: Dip
Ingredienser
  • 100 g cashewsmør*
  • 3 tsk olivenolie (ca. 12g) (kan undlades, men den giver ekstra smag)
  • et lille fed hvidløg (ca. 2 g)
  • 2 tsk citronsaft
  • ½ tsk æblecider eddike
  • ¼ tsk + 1-2 knivspids salt
  • ½ tsk sennep (3g)
  • 2 spsk vand (kan erstattes med vand)
  • 2 spsk sojamælk, mandelmælk eller havremælk
  • Et par dråber ahornsirup eller anden sirup**
  • en lille knivspids Kala Namak (sort salt) (kan undlades)
Fremgangsmåde
  1. Bland cashewsmør, olivenolie, citronsaft, æblecider eddike, sennep, sojamælk og vand sammen i en skål med en ske eller stavblender. Pres hvidløget og kom det i skålen sammen med ¼ tsk + en lille knivspids salt, ahornsirup og Kala Namak og bland det godt sammen med de øvrige ingredienser indtil du har en cremet mayonnaise. Smag til med salt og ahornsirup og tilsæt evt lidt ekstra vand hvis mayoen er for tyk.
  2. Cashew mayoen kan holde sig på køl i flere dage.
Noter
* cashewsmør kan købes i de fleste helsekost forretninger og flere supermarkeder. Se hvilke jeg anbefaler under overskriften: Vegansk mayo baseret på cashewnødder.
** undlad sirup hvis du bruger en sød plantemælk som havremælk.
3.5.3251

 

 

Filed Under: forside, Forsiden "opskrifter", Nyhed, opskrift, spread og snacks, Uncategorized Tagged With: cashew mayo, vegansk mayo, vegansk mayonaise, vegansk mayonnaise

Hjemmelavet sund mysli med hyben, æble og mørk chokolade

January 24, 2021 by hybenliv Leave a Comment

Sund-mysli-med-chokolade

En lækker alternativ måde at nyde hyben på, er at tørre dem og bruge dem i hjemmelavet mysli. De rød-orange frugter tilfører en skøn smag og farve til morgenskålen, og så er de proppet med antioxidanter og andre sunde stoffer.

I denne post får du opskriften på hjemmelavet hybenmysli der også kan findes i min plantebaserede hyben-kogebog. Den indeholder godt med havregryn, nødder og kerner, samt tørret æble og hakket mørk chokolade der begge smagsmæssigt spiller utrolig godt med de tørrede hyben.

Nyd den med kold havremælk og du er garanteret en god og næringsrig start på dagen.

Sund mysli med hyben og chokolade

Hjemmelavet mysli med 2 slags hyben

I denne opskrift på hjemmelavet mysli kan du bruge hyben fra både Rynket rose og Hunderosen der begge har en skøn smag. Rynket rose kan du plukke i sensommeren og frem til november, mens Hunderosens hyben kan plukkes frem til midt februar.

Hunderosens hyben er en del mindre end hyben fra Rynket rose, men mængden du skal bruge i myslien er rimelig beskeden (kun 20g), så udkerningen kan gøres forholdsvist hurtigt (små 10 minutter).

Bruger du hyben fra Rynket rose kan du med fordel fordoble opskriften, da disse hyben er en del større end hyben fra Hunderosen.

Hyben - Rynket Rose og Hunderosen

Tips til plukning og udkerning af Hunderosehyben: de aflange dybrøde hyben skal gerne plukkes når de er bløde, ellers er de ret hårde at tygge. Når du kommer hjem med dem, så frys dem ned inden du udkerner dem, det gør det meget nemmere at fjerne kernerne.

Jeg plejer at skære dem over på langs og fjerne kernerne med enden af en kartoffelskræller mens de stadig er frosne. Giv dem evt et minut eller to ved stuetemperatur før du begynder at udkerne dem (når de lige er kommet op kan kernerne godt være lidt svære at fjerne). Vent dog ikke for længe, de skal helst ikke nå at tø for meget.

OBS: Pas på Hunderosens torne når du plukker – de er en del større og skarpere end dem på Rynket rose, og de kan godt rive slemt hvis man ikke passer på.

Opskrift på hjemmelavet mysli med hyben, æble og chokolade

Hjemmelavet mysli med hyben, æble og mørk chokolade
 
Print
En sund lækker mysli med hyben, æble og mørk chokolade. Opskriften giver ca. 250g mysli.
Forfatter: Ditte Christina
Opskriftstype: Morgenmad
Køkken: Morgenmad
Ingredienser
  • 1 æbler eller 20 g tørret æble
  • 20 g hyben
  • 30 g mørk chokolade, 70 %
  • 100 g havregryn
  • 20 g solsikkekerner
  • 20 g hakkede hasselnødder
  • 20 g chiafrø
Fremgangsmåde
  1. Skær æblerne i tynde skiver med en kartoffelskræller eller kniv, og bag dem sammen med de udkernede hyben i ovnen ved 100 grader indtil de er semitørre. Bagetiden afhænger af tykkelsen af æbleskiverne og størrelsen på hyben. Nogle af stykkerne vil højst sandsynligt tørre hurtigere end andre, så du må du tage dem ud af ovnen af flere omgange. Hyben fra Hunderosen skal have ca. 30-60 minutter mens større hyben fra Rynket rose skal have mellem 1-2 timer. Kig til frugterne ca. hver 15-20 minut og tag dem ud når de er semitørre (konsistens ala soltørrede tomater eller rosiner).
  2. Klip de tørrede frugter i mindre stykker og kom dem i en stor skål. Hak chokoladen groft og tilsæt den til skålen sammen med de øvrige ingredienser. Bland det hele godt. Den færdige mysli opbevares i en glaskrukke eller anden lukket beholder ved stuetemperatur.
3.5.3251

 

Hyben kogebog - vegansk kogebog

Kogebog med hyben

Kunne du tænke dig flere opskrifter med hyben så har jeg lavet en kogebog dedikeret til den orange vitaminbombe. Bogen giver dig 37 lækre plantebaserede hybenopskrifter til både morgen, middag og aftenbordet, samt opskrifter til basis køkkenet og den søde tand.

Bogen indeholder desuden tips og tricks der gør udkerningen til en leg, samt ny viden om hybens sundhedsfremmende egenskaber.

Læs mere om bogen her.

 

PS: Hvis du får afprøvet denne opskrift på hjemmelavet mysli med hyben, så del hjertens gerne et billede eller kommentar på min facebook eller instagram (@hybenliv) – jeg vil elske at se din udgave 🙂

 

Filed Under: Forside opskrifter midte, hyben opskrifter, Morgen, opskrift, Uncategorized Tagged With: Hjemmelavet mysli, hyben mysli, sund mysli

Hjemmelavede ispinde med knasende chokoladeovertræk (veganske magnum is)

July 21, 2020 by hybenliv Leave a Comment

 

vegansk-magnum-isHjemmelavede ispinde i bedste magnum stil, med cremet vegansk vaniljeis og knasende chokoladeovertræk. De smager forrygende på en varm sommerdag, eller en regnvejrsdag – ja de smager sådan set herligt uanset vejrforholdene.

De lækre ispinde er designet til at skulle smage som de veganske magnum is du finder i diverse supermarkeder. Skønt jeg elsker smagen af disse, er jeg knap så begejstret for den lange liste af tilsætningsstoffer der følger med pakken. At de samtidig er lavet med konventionelle og ikke økologiske ingredienser gør det ikke meget bedre.

Så jeg har lavet min egen version uden alle tilsætningsstofferne, med 99% økologiske råvarer og hvor det raffinerede hvide sukker er erstattet med ahornsirup. De smager ifølge mine og min kærestes smagsløg, mindst lige så godt som de veganske magnum ispinde du kan købe.

Som et ekstra plus kan de laves i en udgave med mindre sukker hvis du tilsætter stevia.

Har du ikke lige stevia liggende i skuffen, kan du sagtens lave dem uden ved at tilsætte ekstra ahornsirup. Vil du gerne prøve med stevia, kan du finde flydende stevia i de fleste helsekoster.

Du kan også finde en økologisk udgave i pulverform online (fx. mærket sweetleaf). Jeg har ikke selv prøvet at lave isen med stevia i pulverform så jeg har ikke den eksakte mængde der skal bruges, men jeg har skrevet en smags vejledning i opskrifts noterne.

Hvis du får lavet denne lækre veganske vanilje ispind, så tag endelig et billede af resultatet og del den på insta eller facebook med @hybenliv – jeg vil elske at se din udgave af ispinden <3

Hjemmelavede ispinde

Opskrift på hjemmelavede ispinde a la Magnum is

For at få de de lækreste is er der et par ting der er værd at være opmærksom på:

1. Vælg den rigtige kokosmælk. Der er stor forskel på smag og konsistens af kokosmælk, så det kan gøre en stor forskel hvilken du bruger. Et mærke jeg varmt kan anbefale er Ängelmarks øko kokosmælk på karton, den bruger jeg altid selv til is for at få det bedste resultat. Den er en my dyre end dem på dåse, men til gengæld er kvaliteten altid i top, både ift. smag og konsistens.

2. Tag først isene ud af fryseren når chokoladen er helt smeltet. Når isene skal overtrækkes med chokolade, er det vigtigt at de er helt frosne. Er de allerede tøet lidt, kan varmen fra chokoladen gøre konsistensen grynet, ligesom isene hurtigt vil smelte. Vent derfor med at tager isene op til chokoladen er smeltet helt.

3. Chokoladen må ikke være for varm når den hældes over isen, gerne ikke mere end kropstemperatur. Er den meget mere en 40 grader kan det påvirke isens konsistens negativt.

4. Jeg har erfaret at en nedfrysning efter at isen har fået chokoladeovertræk nogle gange kan gøre konsistensen af isen grynet. Derfor får du det bedste resultat hvis du spiser isen efter den er taget op og undgår at fryse den ned igen.

 

Cremet vaniljeispind med chokoladeovertræk (vegansk Magnum style)
 
Print
En lækker cremet vegansk vanilje ispind med knasende chokoladeovertræk - yderst lækker på en varm sommerdag. Opskriften giver ca. 4 mellemstore ispinde (afhængig af størrelsen af din ispindeform).
Forfatter: Ditte Christina
Ingredienser
  • 1 dåse kokosmælk (400 ml) el. 4 dl kokosmælk fra karton
  • 40 g ahornsirup
  • 15 dråber stevia* el. 30 g ahornsirup
  • ½ tsk vaniljepulver el. 1 tsk vaniljesukker
  • 1 knivspids salt
  • 10 g majsstivelse
  • 1 plade mørk chokolade (70%). Jeg plejer selv at bruge Angelmärks eller Bjørnsted 70% chokolade.
Fremgangsmåde
  1. Kom halvdelen af kokosmælken i en skål. Tilsæt majsstivelsen og rør det godt ud i kokosmælken med et piskeris eller ved at blende det sammen.
  2. Kom den anden halvdel af kokosmælken samt de øvrige ingredienser (på nær chokolade) i en gryde og rør det godt sammen. Varm massen op til middelvarme og tilsæt den resterende kokosmælk med stivelsen lidt af gangen mens du rører godt rundt. Lad det simre et par minutter mens du fortsat rører rundt i gryden, indtil kokosmælken tykner. Tag det derefter af varmen, kom det i en skål og lad massen køle helt af.
  3. Kør massen i en ismaskine indtil den er blevet til is. Har du ikke en ismaskine, kan du komme den på frost og røre i den et par gange i timen indtil den er blevet til is og herefter komme den i formen**.
  4. Fordel isen i en ispinde-form, og stik en pind i hver isform. Jeg har selv en isform med plads til fire is, og det plejer at passe med at isen rækker til alle fire. Har du ikke en form til ispinde, kan du i stedet komme isen i en bøtte og nyde den som almindelig vaniljeis. Stil formen på frost et par timer indtil isene er helt frosne.
  5. Smelt chokoladen over et vandbad. Hold øje med at den ikke bliver for varm, temperaturen må helst ikke overstige 40 grader.
  6. Tag isene ud af fryseren, en af gangen, og hæld chokolade over dem ved først at give den ene side chokolade, så den anden side, og tilsidst lade det stivne helt (det går hurtigt, et par minutter). Du kan også fylde et glas med smeltet chokolade, så bliver oversiden helt blank.
  7. Jeg anbefaler at du venter 2-3 minutter med at spise isene når chokoladen er kommet på. Herved får chokoladen lov at stivne helt hvilket giver den et perfekt knas når du bider i den. Samtidig gør det også at isen indenunder chokoladen kan nå at tø lidt og blive mere blød. Isene kan holde sig lidt under en uge på frost (uden chokolade).
Noter
* Bruger du stevia i pulverform så kom lidt i af gange indtil massen har en tilpas sødme, gerne lidt sødere end du normalt vil søde noget. Når den bliver iskold vil lidt af sødmen fortage sig, så man kan godt give den lidt ekstra.
** Dette forhindrer dannelsen af iskrystaller i isen hvilke giver en markant lækre is.
3.5.3251

 

 

 

Filed Under: Favoritter, Forside opskrifter midte, Forsiden "opskrifter", Kage, opskrift, Uncategorized Tagged With: hjemmelavet is, is, vaniljeispind, vegansk is

Gul Latte – med gurkemeje og ingefær

March 5, 2020 by hybenliv Leave a Comment

Gul latte, golden latte, gurkemeje latte, gurke latte – “haldi doodh”. Kær drik har mange navne. Denne farverige latte er ikke blot velsmagende, den er også tæt pakket med antioxidanter og anti-inflammatoriske stoffer. …

Read More »

Filed Under: Drikke, opskrift, Uncategorized Tagged With: Golden latte, gul latte, gurkemeje latte

Sund hjemmelavet nutella

February 6, 2020 by hybenliv Leave a Comment

sund nutella

 

Er du vild med nutella, men ikke med de mange gram sukker der følger med i butikkernes købeudgave, så kommer her opskriften på en hjemmelavet og sund version du kan nyde i stedet….

Read More »

Filed Under: Forside opskrifter midte, Forsiden "opskrifter", Morgen, opskrift Tagged With: nutella

Søde veganske hybensnitter

June 24, 2019 by hybenliv Leave a Comment

 

veganske hybensnitterSå er der en ny sød lækkerbisken til kagebordet: HYBENSNITTEN ! …

Read More »

Filed Under: Favoritter, Forside opskrifter midte, hyben opskrifter, Kage, Nyhed, opskrift, Uncategorized Tagged With: hyben opskrift, veganske snitter

Vegansk chokolademousse

December 28, 2018 by hybenliv Leave a Comment

Vegansk chokolademousse uden æg

En vegansk og yderst lækker chokolademousse med en forførende intens kakao smag og silkeblød konsistens. …

Read More »

Filed Under: Favoritter, Forside opskrifter midte, Kage, opskrift, Uncategorized Tagged With: vegansk chokolademousse

Juice opskrift – Gulerodsjuice med ingefær og gurkemeje

October 7, 2018 by hybenliv Leave a Comment

opskrift på juice - gulerodsjuice med ingefærEn lækker sund gulerodsjuice fuld af power og smag. Den indeholder godt med ingefær og gurkemeje, der begge er spækket med sunde stoffer som din krop og dine celler vil elske. …

Read More »

Filed Under: Drikke, forside, Forside opskrifter midte, Morgen, opskrift, Uncategorized

  • 1
  • 2
  • Next Page »

Velkommen til hybenliv – mit grønne veganske madunivers! Her deler jeg plantebaserede opskrifter i sunde velsmagende udgaver samt indlæg og guides med fokus på en plantebaseret, økologisk kost og livsstil, vild mad og hyben.

God fornøjelse <3

Hyben kogebog - vegansk kogebog

HYBEN KOGEBOG

Nyd smagen af vitaminbomben hyben til morgen, middag, aften og når den søde tand kalder på desserter. I denne kogebog finder du lækre plantebaserede hyben opskrifter til alle dagens måltider samt ny viden om frugtens exceptionelt høje indhold af sundhedsfremmende stoffer. Alle opskrifter er veganske, uden hvidt sukker og de fleste glutenfrie. Læs mere her.

Få en gratis opskrift fra min nye bog!

Kunne du tænke dig en gratis opskrift fra min nye hybenbog? Så skriv din mailadresse i feltet nedenfor og du vil få adgang til opskriften på lækker hyben-is, samt fremtidige nyheder om hyben og andre tips til et sundt liv.

Subscribe

* indicates required
Email Format

Categories

Copyright © 2023 · Foodie Pro Theme by Shay Bocks · Built on the Genesis Framework · Powered by WordPress