Er du vild med nutella, men ikke med de mange gram sukker der følger med i butikkernes købeudgave, så kommer her opskriften på en hjemmelavet og sund version du kan nyde i stedet.
Den er lavet på hassel- og cashewnødder, der sammen med chokoladen og de andre ingredienser giver en yderst velsmagende chokoladesmør med en cremet blød konsistens. Sukkerindholdet er nede på 10g/100g, hvilket svarer til sukkermængden i et lille æble. Nutellaen er samtidig rig på protein (12g/100g) og andre gavnlige stoffer fra nødderne og chokoladen.
Nyd nutellaen på lune boller, pandekager, banan – eller hvor du nu elsker at bruge chokoladesmør.
Velbekomme
Opskrift på sund hjemmelavet nutella
For at få den bedste konsistens skal nødderne blendes til nøddesmør inden de blandes med de øvrige ingredienser. Dette giver en lækker blød tekstur. Det tager lidt tid, ca. 10 min, men det er umagen vær ift. smagen. Nøddesmørret kan laves i en kraftig food processor, minihakker eller kaffekværn. Visse blendere kan også klare arbejdet, men jeg synes det er nemmere at lave med en foodprocessor.
Du kan også snyde og købe færdiglavet hassel- og cashewsmør, men omkostningerne er noget mere end den hjemmelavede udgave. Ift cashewsmør vil jeg anbefale at du vælger en der er lavet på uristede nødder for at få den bedste smag.
Tip: Du kan med fordel lave en større portion end angivet af nøddesmørret, det kan nemlig bruges til meget mere end nutella (fx. i smoothies, i stedet for smør, som topping til kager, til dressinger, til nøddemælk etc).
Note ift sukkermængden: mængden af sirup i opkskriften er sat til 20-30g. Hvis du har en meget sød tand skal du muligvis op på de 30g, og omvendt kan du med en knap så sød tand evt. nøjes med 20g. Start med at tilsætte 20g og smag til. Det sukkerindhold på 10g/100g som jeg nævner i indledningen, fås ved at tilsætte ca. 25g ahornsirup.
– Hvis du får afprøvet denne opskrift på sund nutella så giv gerne en melding i kommentarfeltet, eller tag den med @hybenliv på insta, og lad mig vide hvordan det gik 🙂
- 120 g cashewnødder
- 60 g hasselnødder
- 12 g kakao pulver
- 80 g mørk chokolade, 70 % (mængden er rettet d. 14/3-20)
- 40 g kokosolie
- 20-30 g ahornsirup eller andet sødemiddel.
- en knivspids salt
- ½ tsk vaniljepulver
- Rist hasselnødderne på en pande eller i ovnen til de er let gyldne.
- Lad dem køle lidt af og kom dem herefter i en kraftig foodprocessor eller blender sammen med cashewnødderne, og blend dem til nøddesmør. Først bliver de til et fint mel, og derefter vil du flere gange skulle skrabe nøddemelet ned af siderne på maskinen. Bliv ved med at blende indtil nødderne bliver til en cremet blød masse (hold dog gerne et par pauser undervejs for at maskinen ikke bliver for varm).
- Kom nøddesmøret i en skål.
- Smelt kokosolien i en gryde og tilsæt den til nøddesmørret sammen med de øvrige ingredienser på nær chokoladen.
- Smelt chokoladen over et vandbad og bland den i nuellaen.
- Smag til og tilsæt evt. mere ahornsirup hvis du ønsker den sødere.
Recent Comments